Boganmeldelse: Jonathan Løw rammer plet med ny inspirationsbog

I sin nye bog aktiverer Jonathan Løw begrebet ”disruption” og opfordrer til at lære af de nye iværksættere. Disruptionbogen er skrevet i en positiv og inspirerende tone, men den udgør alligevel grundlæggende en opsang til det etablerede erhvervsliv.

Iværksætteren og konsulenten Jonathan Løws spritnye bogudgivelse stiller skarpt på et af erhvervslivets hotteste buzzwords. Det drejer sig om den markedsforstyrrende innovation, der er kendt under betegnelsen “disruption”.

Disruptionbogen, som udgivelsen ganske enkelt hedder, er en ganske kort og lettilgængelig bog. Den er målrettet virksomhedsledere og andre, der gerne vil dykke ned i et fænomen, som i høj grad påvirker det nutidige erhvervsliv – og som er motor for nogle af de store produktmæssige forandringer, man som forbruger oplever.

Jonathan Løw betegner bogen som en ”konkret og jordnær guide”, hvilket ret præcist beskriver, hvad den er. Ved at lave en hurtig overflyvning af udvalgte pointer om det innovative pres, som erhvervslivet i dag er udsat for, skaber han forståelse for moderne disruption og den konsekvens, den har for erhvervslivet.

Men det er ikke alt. Forfatteren vender samtidig begrebet om, og forvandler disruption til et redskab, som etablerede virksomheder kan bruge i arbejdet med at holde sig konkurrencedygtige. Bogen bliver dermed en slags huskeliste til ledere. Pointen er blandt andet, at man lige så godt kan disrupte sig selv – ellers gør ens konkurrenter det bare.

Opsang mellem linjerne

Selv om forfatteren flere gange hæver den advarende pegefinger, så formår Jonathan Løw at undgå, at bogen bliver en lang opridsning af fejlslagne erhvervshistorier. Det er der ellers risiko for, når man analyserer et fænomen som disruption.

Han præsenterer dog enkelte skræmmeeksempler, men han vender dem samtidigt om, så læseren lærer noget af dem. På den ene side beskriver han eksempler som f.eks. Netflix vs. Blockbuster, hvor førstnævnte totalt udkonkurrerede sidstnævnte ved at satse på den distribution og betalingsmetode, som kunderne foretrak.

På den anden side fremhæver Jonathan Løw de erfaringer, man kan høste af historierne og de startup-virksomheder, som er en del af dem. Han pointerer, at hvis man som etableret virksomhed analyserer sin virkelighed og tør løbe den risiko, satsninger nu engang indebærer, så står man faktisk med bedre kort på hånden end en disruption-ivrig opkomling udefra.

Den opmuntrende analyse ændrer dog ikke ved, at der ligger en slet gemt advarsel mellem linjerne i bogen. Nutidens virksomheder er i en langt mere heftig konkurrencesituation end nogensinde før. Jonathan Løw er i den forbindelse ikke bange for at sætte navn på virksomheder, brancher og fag, som han mener, lige nu sejler mod oprørte vande.

Korte og kontante råd

Disruptionbogen kommer med gode råd til erhvervslederen. Det er f.eks. at sætte sig ind i de seneste teknologitrends og at afsætte tid hver uge til at fornemme markedsbevægelser. De jordnære råd og den grundlæggende afmystificering af disruption-fænomenet er nogle af bogens største styrker, og man sidder som læser optimistisk tilbage efter endt læsning – og det er ikke nogen selvfølge, når emnet er disruption.

Bogen er med sine knap 50 sider kort, og deri ligger nok dens eneste svaghed. Som læser har man lyst til at stoppe op, række hånden i vejret og spørge ind til pointerne. Man får simpelthen lyst til at høre mere. Men Disruptionbogen er alt andet lige en hurtig overflyvning, og det er ganske enkelt ikke dens formål at fortsætte helt ned i detaljerne.

Jonathan Løw peger heldigvis på supplerende litteratur, og det er godt. Disruption er nemlig et fænomen og et begreb, som alle ansvarlige virksomhedsledere bør dykke ned i. Jonatan Løws bog gør det, den skal: Den definerer præcist og pædagogisk, den advarer forsigtigt, den maner til handling – og den forklarer, hvor man som virksomhedsleder skal starte med at sætte ind.

Jonathan Løws signaturlayout er det kvadratiske format, mens indholdet er det lettilgængelige og inspirerende. Bogen er kort, kontant og meget læseværdig. Det gælder, hvad end man sidder i spidsen for en virksomhed – eller man blot er nysgerrige over for det fascinerende fænomen, som både påvirker erhvervsliv og arbejdsmarked.

_______

Karakter: 5 ud af 5 stjerner.

Info: Disruptionbogen vil være i handlen fra 1. oktober 2017. Den vil både være tilgængelig på nettet og i boghandlen. 46 sider. Vejledende pris: 100 kroner.