Hundenes Airbnb løser firbenet velfærdsproblem

Et nyt deleøkonomisk koncept forbinder hundeejere med private hundepassere til glæde for begge parter – og ikke mindst hundene selv. Konceptet hedder Dogley, og kan bedst betegnes som hundenes Airbnb.

De fleste hundeejere knuselsker deres kæledyr. Derfor gør det også desto mere ondt, når et pasningsbehov resulterer i, at turen går mod hundekennelens kølige miljø. Det er ofte en nødløsning – både for hund og ejer.

Det problem er der nu kommet en ny løsning på. Dogley er en dansk, deleøkonomisk service, som forbinder hundeejere med private hundepassere, og den stormer frem efter officielt at være blevet søsat i begyndelsen af oktober. Ideen er simpel og fordelene åbenlyse, mener stifter og hundeejer Thomas Keller.

”På den ene side har du hundeejeren, der har et praktisk problem. Sagen er, at det ofte er en ubehagelig oplevelse at efterlade ens kæledyr bag en kennels ståltrådshegn. Hunden synes ikke, det er rart. Det gør ejeren heller ikke. Alternativet er venner og familie, men man føler sig ofte til besvær,” siger Thomas Keller og tilføjer:

”På den anden side har vi en masse hundeelskende mennesker, som enten selv er hundeejere, eller ikke har mulighed for at have kæledyr. Det kan være studerende, pensionister og andre med tid til overs. Fællestrækket er, at de kan give hunden selskab og omsorg. De to grupper forbinder vi, og den service er der tydeligvis efterspørgsel efter.”

Betalte hundepassere

Siden Dogley åbnede dørene, er interesserede strømmet til. Kernen i konceptet er, at det er en betalingstjeneste, hvor hundepasserne modtager penge for deres indsats. Der er dog tale om ret små beløb – specielt set i lyset af, hvad man som hundeejer ellers har af udgifter. Typisk vil en pasning med overnatning koste et par hundrede kroner eller deromkring.

Et helt centralt punkt i konceptet er tryghed for både hundeejer og hundepasser. Derfor inkluderer pasningsaftaler gennem Dogley en hundeforsikring, som kan komme i spil, hvis hunden kommer til skade under pasningen. Derudover er Dogley en nødcentral, man kan kontakte, hvis der sker noget alvorligt undervejs.

Det er ikke uden årsag, at man kan sammenligne Dogley med andre deleøkonomiske tjenester som Airbnb. Parterne finder hinanden på lignende vis. En hundeejer vil typisk bruge hjemmesidens kortfunktion til at finde en hundepasser i lokalområdet. Her kan ejeren udover prisen se, hvordan andre hundeejere vurderer og bedømmer hundepasseren.

Dogley skiller sig dog lidt ud ved at anbefale, at hundeejer, hundepasser og hund mødes inden første pasningsaftale. Det drejer sig jo om omsorg og kemi. For Dogleys vedkommende, så ligger forretningsmodellen i, at den tager et gebyr for at etablere kontakten samt for administration og forsikring.

Stort fænomen i USA

Dogley blev indledningsvist udtænkt af Thomas Keller, men projektet fik først vinger, da it-iværksætteren Frank Thorup kom ind i billedet. Han stødte på samme problemstilling, da han indtil for nyligt boede i USA med sin familie – deriblandt hunden Bella. Det var netop oplevelser med hundekenneler, der fik ham til at overveje nye veje.

”Vi boede i San Fransisco, og hver gang vi skulle på tur, måtte vi køre Bella til hundekennelen, og hver gang fik vi en stresset og nervøs hund tilbage. Til sidst peb hun simpelthen, når vi skulle aflevere hende. Så sagde min kone stop. Det ville hun ikke være med til mere,” siger Frank Thorup.

Derfor begyndte familien at søge efter alternativer, og det gik hurtigt op for dem, hvor udbredt den moderne, deleøkonomiske hundepasning er blevet på USA’s vestkyst. Da de først havde prøvet det én gang, vendte de aldrig tilbage til hundekennelen.

Konceptet tog Frank Thorup med hjem i kufferten. I Danmark fandt han sammen med Thomas Keller, og sammen sørgede de for, at Dogley blev etableret og launchet. Allerede nu har Dogley mange hundrede registrerede hundepassere. De er hovedsageligt centreret om de store danske byer. Alene i København er der et par hundrede.

Det er i høj grad studerende, der vælger at tilmelde sig som hundepassere på Dogley. Hvis der er behov for en case, kan Thomas Keller etablere kontakt til en eller flere.

FAKTA OM DOGLEY.COM

  • Airbnb-lignende portal, der etablerer kontakt mellem hundeejere og personer, der gerne vil passe hund mod betaling.
  • Dogley.com er et forum, hvor både hunde og hundepassere bliver bedømt og anmeldt. Derudover står sitet for hundeforsikringen og agerer nødcentral i tilfælde, hvor der er brug for det. F.eks. ved sygdom.
  • Dogley.coms forretningsmodel ligner Airbnb’s. Dogley.com tager et fee på 18 procent af prisen for administrationsomkostninger og forsikring.
    Tæt på halvdelen af de tilmeldte hundepassere er unge, studerende.

FAKTA OM EJERNE

  • Thomas Keller, stifter, partner og direktør. Har tidligere haft ledende stillinger i e-Boks, Atea og Miracle. Har hunden Molly.
  • Frank Thorup, partner. Stiftede i 2001 IT-virksomheden Xstream. Solgte aktiemajoriteten i 2014 for et trecifret millionbeløb. Har hunden Bella.
  • Virksomheden theView, der med direktør Jakob Krarup i spidsen er specialiseret i forretningsudvikling.

FAKTA OM KÆLEDYR OG ØKONOMI

  • Der er omtrent 500.000 husstande i Danmark, som har hund som kæledyr. Kilde: Kristeligt Dagblad / DST
  • Udgifterne til en hund i hele dens levetid er blevet beregnet til at være 80.000 kr. Kilde: Nordea
  • Det er blevet estimeret, at danskerne årligt bruger samlet fem milliarder kroner på deres kæledyr. Kilde: Jydske Vestkysten